|
I middelalderen har der været et befæstningsanlæg omkring byen, i hvert fald nævnes en (voldgrav i et dokument fra 1494 og Resens kort over byen fra ca. 1675 viser resterne af et voldanlæg vest og nord om byen op tit fjorden.
Sakskøbing var selvfølgelig en lille by, hvor borgerne foruden deres bierhverv også drev landbrug og holdt husdyr. Byen havde f.eks. en tilbagevendende strid med Våbensteds bønder om retten tit græsning på overdrevet mellem de to byer. Sakskøbing blev flere gange tilkendt Græsnings rettigheder på overdrevet (i 1399, 1449, 1504, 1536 og 1688), men striden blev først endeligt afgjort i 1763, da overdrevet blev udskiftet mellem Sakskøbing, Våbensted og Reersø. 1550 bestemte Christian 3. i øvrigt, at de markeder, der hidtil havde været afholdt i Toreby og Døllefjelde, nu skulle flyttes tit Sakskøbing.
Fra 1523 nævnes en bro over Sakskøbing-å, som de rejsende måtte betale afgift til broforpagteren for at passere. Der må dog have været en bro meget længere tilbage. 1567 nævnes en vandmølle udenfor byen, ejet af byen og udlejet tit adelsmanden Albert Oxe.
Fra reformationen 1536 til 1800-tallets start
Byen fik efter reformationen i 1536 en latinskole som alle andre danske købstæder. Disse latinskoler skulle tjene til uddannelse af vordende præster, og undervisningen bestod fortrinsvis i religion og latin. Skolen i Sakskøbing var meget lille, og jobbet som 'rektor' (dvs. førstelærer på skolen) var meget dårligt lønnet. Rektorerne, som var teologiske kandidater, supplerede deres Ion ved sideløbende at arbejde som degn i Sakskøbing, og de flyttede hurtigt videre til rigtige præsteembeder, så snart de kunne. Skolen blev i 1736 holdt i kirkens lille sakristi om sommeren, men om vinteren i rektors egen bolig, hvor der var varmere. Sakskøbings latinskole blev, som i alt 38 små latinskoler, nedlagt i 1739, hvor man koncentrerede midlerne om 20 større skoler.
I 1500-tallet blev skibene så store og tilseilingsforholdene til Sakskøbings havn så dårlige (fjorden så tilgroet), at havnen flyttede ud til Oreby længere ude i fjorden. Varerne er så blevet fragtet med vogne mellem Sakskøbing og Oreby og med pramme fra Oreby ud til skibene, som måtte lægge sig længere ud på reden ved Kragevig . 1 1582 forsøgte ejeren af Orebygård, Christoffer Goye, at forbyde Sakskobing borgerne adgangen til at benytte ladepladsen ved Oreby. Sakskøbing-borgerne kunne dog dokumentere, at de uhindret havde kunnet benytte Oreby som havn i 40 Ar, og retten tiIkendte dem derfor fortsat adgang til havnen, de matte dog ikke benytte Christoffer Goyes skibsbro. Der har ihvertfald været en benhård økonomisk strid mellem købstadsborgerne og godsejeren, men Christoffer Goye stiftede alligevel et Christoffer Goyes hospital med 5 sjæleboder (fribolig til 5 personer) i Sakskøbing i 1581 på hjørnet af Gåsetorvet og Vestergade.
Byens rådhus nævnes første gang i 1449, dets beliggenhed er ukendt. Senere, på Resens tid omkring 1675, lå det ifølge hans kort på sydsiden af Sakskøbing Torv.
1621 afsagde højesteret kendelse om, at retten til at udnævne præsten i Sakskøbing tilhørte Sakskøbings byråd og borgere og ikke de godsejere, der ellers havde forsøgt at tiltage sig retten.
Byen blev plyndret og efterfølgende brændt ned af svenske tropper 7. februar 1658: bagefter lå 26 og 56 huse øde.
|
|
